Vedtægter for Distrikt Bornholm
Vedtægter for Distrikt Bornholm
§ 1
Navn og område:
Danmarks Bridgeforbunds Distrikt Bornholm omfatter de bridgeklubber, der er medlemmer af DBf og er hjemmehørende (har fast spillested) på Bornholm, jvf. DBf-vedtægt § 9.
§ 2
Formål:
Distriktets formål er:
-at organisere og fremme turneringsbridge inden for distriktet
-at være bindeled mellem klubberne og DBf
-at virke for klubbernes interesser i forholdet til DBf
-at udskrive og arrangere bridgeturneringer - herunder de af DBf
påbudte officielle turneringer - inden for distriktet
-at bistå klubber og spillere med vejledning i bridgespørgsmål.
§ 3
Generalforsamlingen, kompetence og stemmeregler:
Distriktets øverste myndighed er generalforsamlingen.
Denne er åben for alle klubmedlemmer i distriktet samt for medlemmer af DBfs hovedbestyrelse.
Hver klub har en stemme pr. påbegyndt 25 medlemmer, beregnet efter medlemstallet den seneste 31. december. En klub kan dog højst have 10 stemmer
Stemmeretten udøves af den eller de af hver enkelt klub blandt dens medlemmer udpegede delegerede.
Er der udstedt fuldmagt af den pågældende klubs bestyrelse til et eller flere af klubbens medlemmer, udøves stemmeretten af den eller de befuldmægtigede.
Det skal straks efter generalforsamlingens begyndelse konstateres, hvilke klubber der er repræsenteret, og hvilke stemmetal de enkelte delegerede råder over.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet er bestemt i nærværende vedtægter.
§4
Ordinær generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden 15. maj og indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved skrivelse til samtlige klubber i distriktet eller ved meddelelse i bridgealmanakken eller Dansk Bridge.
Dagsorden skal indeholde følgende punkter
1. Valg af dirigent
2. Konstatering af stemmetal
3. Distrikts bestyrelsens beretning
4. Aflæggelse af årsregnskab
5. Fastlæggelse af kontingent til distriktet
6. Meddelelser fra DBf
7. Forslag fra distrikts bestyrelsen, klubber eller enkeltmedlemmer
8. Valg af distrikts bestyrelse og én suppleant
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Valg af medlem(mer) til DBfs repræsentantskab
Dagsorden med angivelse af samtlige forslag, der skal behandles under punkt 7, skal udsendes til klubberne senest 10 dage før generalforsamlingen.
Forslag, der ønskes optaget på dagsordenen, skal være indsendt til distrikts bestyrelsen inden udgangen af marts måned. Der kan ikke træffes beslutning i sager, der ikke er optaget på dagsordenen, medmindre 2/3 af de stemmer, de tilstedeværende delegerede råder over, afgives for et forslag herom.
§ 5
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når distriktsbestyrelsen finder det fornødent, eller senest en måned efter, at mindst 1/3 af distriktets klubber skriftligt over for distrikts bestyrelsen har fremsat motiveret ønske herom.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske skriftligt med et varsel på mindst 14 dage og med angivelse af dagsorden.
§ 6
Distrikts bestyrelsen
Distriktet ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der er ansvarlig over for generalforsamlingen
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at henholdsvis 2 og 3 medlemmer er på valg hvert år. Formanden og kassereren er ikke på valg samtidig. Bestyrelses suppleanten vælges for ét år ad gangen
Bestyrelsen vælger af sin midte en formand og en kasserer, men fastsætter i øvrigt selv sin forretningsgang.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen indkaldes til møde, når formanden finder det ønskeligt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp i det omfang, det skønnes fornødent.
§ 7
Repræsentation over for DBf
Repræsentanter til DBfs repræsentantskab vælges for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
Såfremt en repræsentant er forhindret i at udøve sine beføjelser som repræsentant og også er forhindret i at udpege en fuldmægtig, udpeger distrikts bestyrelsen en suppleant.
I øvrigt påhviler det distrikts bestyrelsen at formidle kontakten med DBf, herunder at udpege kontaktmedlemmer til de af hovedbestyrelsen nedsatte komiteer.
§ 8
Regnskab og revision
Distriktets regnskabsår løber fra 1/4 til 31/3.
Regnskabet revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.
§ 9
Kontingent
Efter vedtagelse på generalforsamlingen kan det pålægges klubberne at betale et kontingent til distriktet for hvert medlem i overensstemmelse med DBf-vedtægt § 11 stk. 2
§ 10
Turneringsbestemmelser
Til at forestå de turneringer som distrikts bestyrelsen har vedtaget at afholde, eller som det af DBf pålægges distriktet af afholde, udnævner distrikts bestyrelsen et turneringsudvalg på 3 medlemmer, hvoraf mindst et skal være medlem af distrikts bestyrelsen.
Turneringsudvalget har tillige til opgave at fungere som distriktets regelfortolkende udvalg, jvf. DBf-vedtægt § 12.stk 2.
En klub, som arrangerer åben turnering, skal senest 6 uger i forvejen meddele spille dagen til distriktet, der kan påbyde, at klubben vælger en anden spilledag.
§ 11
Vedtægtsændringer
Til ændring af vedtægterne kræves, at 2/3 af de stemmer, de tilstedeværende delegerede råder over, afgives for et på dagsordenen for generalforsamlingen optaget forslag.
§ 12
Opløsning af distriktet
Til opløsning af distriktet kræves, at mindst 2/3 af det antal stemmer, de tilstedeværende delegerede råder over, afgives for et forslag herom på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.
Af de 2 generalforsamlinger skal den ene være ordinær.
Indkaldelse til den anden af de to nævnte generalforsamlinger med dette punkt på dagsordenen kan ikke ske, før forslaget er vedtaget på den første generalforsamling og godkendt på et repræsentantskabsmøde.
§ 13
Vedtagelse
Disse vedtægter er vedtaget den 1. maj1976, med ændringer den 6.maj 1983, en 28. april 2000 og senest den 24. april 2013
vedtaget d. 24/4 2013